Galleri
Da Samuel Cunard startede det der senere skulle blive kendt som Cunard Line, havde han nok ikke regnet med at det skulle blive så succesfuldt og omfattende som det er blevet.
Samuel Cunard blev født den 4. juli 1788 i Halifax, Nova Scotia. Under den amerikansk-engelske krig i 1812 tog han arbejde på en havn sammen med sin far.
Det endte dog med at de startede et rederi.
Den industrielle revolution havde kommet så langt i løbet af 30'erne, at de kunne betale sig at lave en transatlantisk kommunikation mellem Europa og Amerika. Der var ellers ikke sket meget på den maritime front i sin godt tusind årige historie, men opfindelsen af dampmaskinen havde vundet godt på det tabte og de senere år, fra begyndelsen af 1800 tallet, var man blevet bedre og bedre til at udnytte den nye teknologi. I begyndelsen var der ikke tale om passagertransport, til det var skibene alt for langsomme, ubekvemmelige og utilregnelige.
Samuel Cunard rejste i 1838 til Skotland og blev kontaktet af den engelske regering om en kontrakt på overfart med post. Det var meget vigtigt for briterne at posten mellem kolonierne blev vedligeholdt, og den 4. maj 1839 skrev Samuel Cunard under på kontrakten, der lød på fragt af post mellem Storbritannien og Nord Amerika. Hans første skib Britannia, var en hjuldamper med sejl, der kunne tilbagelægge strækningen på 14 dage.
Kontrakten lød kun på post ikke passagerer. Det eneste man var interesseret i, var en sikker og effektiv postgang, men dette var også dyrt. Det kostede faktisk det Britiske Admiralitet (Regeringen) 55.000 pund om året, hvilket tvang Cunard til at gå sammen med 2 skotske købmænd - George Burns, som fik agenturet i Glasgow og David MacIver, som fik agenturet i Liverpool. Derudover gik Cunard i samarbejde med dygtig ingeniør, Robert Napier, der havde stået for konstruktionen af motorerne til mange af de bedste skibe på tidspunktet. Disse mænd startede nu The British and North American Royal Mail Steam Packet Company, der senere blev kendt som Cunard Line.
Som tiden gik, blev interessen for at komme til Amerika større. Skibene blev bedre og hurtigere, hvilket betød flere passagerer, og med Persia kunne Cunard transporterer flere passagerer end før. Desværre døde Samuel Cunard den 28. april 1865, 26 år efter sin første sejlads over Atlanten. Men rederiet kørte videre, og gik mere og mere over til passagertransport. Forespørgslen fra emigranter, der ville fra den gamle verden til den nye steg, og eftersom Liverpool her havde en veletableret havn allerede i Cunard Lines ungdom, blev det her, at hovedsædet kom til at ligge.
I slutningen af 1800 tallet og i starten af 1900 var noget stort under opsejling i England. Den amerikanske finansmand J. Pierpont Morgan, var interesseret i at opkøbe engelske og amerikanske rederier, så han kunne danne et kæmpe syndikat, der skulle hedde International Merchantile Marine. I 1901 lykkedes det ham at købe et af Englands største og mest succesfulde rederier på tidspunktet, White Star Line, samt nogle andre mindre rederier. Interessen for Cunard Line var stor, men trods mange forsøg, var det forgæves at opkøbe rederiet. Cunard gik til admiralitetet, der gik med til at substituerer Cunard med 2,5 mil. pund til to nye skibe. Grunden hertil var en frygt for at en overdragelse til amerikanerne, ville betyde at der i tilfælde af krig, ikke ville være nogle skibe til rådighed for England. Og krig havde der været optakt til længe. Spændingen mellem England og Tyskland var på sit højeste og en potentiel krig var lige om hjørnet.
Derfor stillede admiralitetet en betingelse for substitueringen til nye skibe. De skulle være lette at konverterer til krigsskibe i tilfælde af en krig. Og sådan blev det. To nye skibe blev bestilt, der skulle blive største og hurtigste linere i verden. De skulle begge gå hen og vinde det Blå Bånd over Atlanten. De to skibe var Lusitania og Mauretania. Men Cunard var mere interesseret i fred end krig og det var folket også. De to superlinere blev meget populære, både for rige som fattige. I løbet af 1907 året efter de to linere var blevet bygget, købte over 1 mil. emigranter billet til Amerika. Tiderne var et boom for Cunard såvel som alle andre rederier, og størrelsen på skibene blev ekspanderede til det enorme. Få år efter Lusitania og Mauretania kom White Stars udspil i form af Olympic og Titanic. I 1913 slog Cunard igen med lineren Aquitania, men tyskerne var også med. Kort efter Titanic katastrofen, stod de klar med verdens største liner, Imperiator. Konkurrencen og størrelsen på skibene syntes ingen ende at tage.
Det var superlinernes tidsalder.
Efterkrigstiden var for Cunard lige så hård som for mange af de konkurrerende rederier. Cunard havde ligesom White Star Line modtaget nogle tidligere tyske linere efter krigen, bl.a. Imperiator, som kompensation for deres tab i krigen. Alt i alt havde de mistet 11 linere .
I løbet af 20'erne var passagertallet faldet væsentligt, hvilket slog mange rederier ud af kurs, men Cunard nægtede at give op. Desuden skulle der gøres noget drastisk med hensyn til herredømmet over Atlanten. Efter Mauretania tabte det Blå Bånd i 1928, var der ikke en eneste cunarder, der havde taget rekorden tilbage. Faktisk havde tyskerne og italienerne for længst lagt både Cunard og England i kølvandet.
De bestilte derfor to nye giganter hos værftet John Brown. Disse to nye linere skulle sættes ind på ruten Southampton-New York og de skulle sejle hver uge. Rederiet var ikke interesseret i de største og hurtigste skibe, de skulle bare kunne opfylde kravene til en "Two ship service". Værftet indså hurtigt, at hvis det skulle lade sig at gøre, skulle de være både større og hurtigere end nogensinde før.
Den 31. januar 1931 påbegyndte man det første af de to. Hun var ikke navngivet endnu, men fik skrog no. 534 og blev allerede fra starten en fascination for det engelske folk.
Kampen om det Blå Bånd var allerede nu på sit højeste. Over på den anden side af kanalen, var franskmændene i fuld sving med at konstruerer et skib, som skulle give skrog no. 534 konkurrence. Her havde man bare allerede et navn: Normandie.
Men Cunard havde et problem. De begyndte at kunne mærke den britiske økonomis nedgang, hvilket betød, at de måtte indstille bygningen, og med ét var England ude af kapløbet.
Året var 1934. Den britiske regering kommer med et forslag, så Cunard kan fortsætte og færdiggøre skrog no. 534. Regeringen ville give bevillingerne, hvis Cunard slog sig sammen med White Star Line, der også var svære økonomiske problemer. Fusionen var en realitet, og det nye rederi kom nu til at hedde Cunard White Star. 
Menu
© 2021 Henrik Friis Thuesen