Emigrationen

Galleri

Emigrationen
Emigrationen
Emigrationen
Emigrationen
Emigrationen
Emigrationen
Emigrationen
Emigrationen

Drømmen om Amerika. Fra 1840 til 1914 udvandrede 52 millioner europæere til oversøiske lande, hvoraf de ca. 35 millioner tog til Amerika. Den Amerikanske drøm var så stærk at godt 300.000 danskere tog til den nye verden i perioden. Men virkeligheden var ikke guld og grønne skove fra begyndelsen. Det var hårdt arbejde helt fra bunden, hvilket også tog udslag i de boligforhold de nye dansk amerikanere fik at bo i. Indtil 1880 var danskere, der ville emigrere afhængige af de udenlandske rederier, både i England, Tyskland og Amerika, hvor bl.a. Cunard, White Star og American Line var de mest brugte. Emigranterne fik det væsentlig lettere da den nye danske direkte linie, Thingvalla Linien blev stiftet. Thingvalla Linien stod for langt største delen af den skandinaviske emigration, da Danmark på dette tidspunkt var det eneste land i norden, som havde en direkte linie. Specielt var man meget afhængig af passagererne fra Norge. I tal fra 1882 kan man læse, at Thingvalla stod for 3.830 passagerer fra Christiania (Oslo) i Norge, hvorimod nr. 2, White Star Line, kun stod for en andel af 1.831 passagerer.

Ligesom danskere drømte om Amerika, var de øvrige nationer lige så ivrige for at komme over og starte forfra med et håb om et bedre og rigere liv. Emigrationen toppede fra slutningen af 18 hundrede tallet til Verdenskrigens start i 1914 og det kan også ses på rederiernes kamp indbyrdes. Det er nemlig i denne periode, at de store europæiske rederier byggede større, bedre og hurtigere skibe, der konstant overgik hinanden. Det var også i denne periode at der blev brugt flest penge på at de enkelte lande og rederier skulle bygge skibe, der hver især skulle overtage "Det Blå Bånd" over Atlanten. England havde i lange perioder sat sig på denne rekord, men tyskerne kom godt igen fra 1897 til 1907, i den periode man også kaldte det tyske tiår. Men fra 1907, havde englænderne igen de hurtigste skibe helt frem til 1928. Denne totale engelske overlegenhed i hurtige skibe, gav dem også en fordel i forhold til passagere. Det rederi, som havde de hurtigste skibe, havde også en mulighed for at tage passagerer fra andre rederier, der ikke havde så hurtige skibe. Men hurtighed er ikke, hvad alle passagerer ønskede, for hurtighed var ikke ensbetydende med luksus. Selvom tredjeklasses passagerer ikke skulle regne med luksus, var der en stor forskel fra rederi til rederi og nogle rederier satsede også mere på luksus eller god komfort frem for hurtige skibe. Det gjaldt f.eks. det engelske White Star Line, som bl.a. havde Titanic på listen.

Som nævnt tidligere var englænderne også flittige udvandrere. Faktisk var de den nation der var tidligst ude. Det havde flere grunde. England havde længe været et imperium, der havde strakt sig over hele verden og efterhånden som det havde udviddet sig, rejste flere og flere engelske bønder ud til de regioner og bosatte sig. Det betød også løste problemer for den engelske regering, da de nu både kunne slippe af med den store arbejdsløshed og samtidig få cementeret det engelske kolonivælde ved at bosætte engelske borgere derude. Næste på listen var Irland, der efter kartoffelpestens udbrud i 1846 opnåede en hungersnød, som ramte alle i landet. Mere end halvdelen af landets befolkning emigrerede til Amerika i løbet af de næste årtier. I norden var de første, der kom med i udvandringen Norge, som sendte det første emigrantskib af sted i 1825 og landet blev bortset fra Irland det med størst udvandring i forhold til landets størrelse. Dermed har man også grunden til, at Norge havde en stor del af passagertallet for mange af de europæiske rederier - også Thingvalla Linien og siden hen Skandinavien-Amerika Linien, der var meget afhængige af de norske passagerer.

Men hvad var det så der ventede emigranterne fra Europa. Det var ikke bare sådan at rejse til Amerika og så tro at man kunne komme ind. Der var stadigvæk fare for at man kunne have fået en sygdom enten ombord på skibet (mest aktuelt i de tidlige år) eller måske allerede inden afrejsen. Der var også altid faren for epidemier ombord på skibene blandt emigranterne. Det var tit fattige bønder, som ville over og prøve lykken, men de havde også tit sygdomme eller urenheder, som kunne sætte en stopper for eventyret allerede inden det var begyndt. Nogle lande og rederier gjorde meget for at det ville lykkedes for emigranterne at komme ind i Amerika. F.eks. havde Hamburg-Amerika Line i Tyskland lavet en hel emigrantby, hvor de udvandrende kunne være i en periode. I denne periode blev de undersøgt af en læge og kunne komme under behandling, hvis der var problemer. Derudover var der også læger ombord på skibene, som kunne behandle opkomne sygdomme og eventuel søsyge. For når emigranten kom til New York skulle de igennem den ultimative test. En test på et sted, der blev kendt af alle emigranter fra Europa. Et sted der lå i New Yorks havn. Dette sted var Ellis Island. Ellis Island var en ø på ca. 20 tønder land og det var her emigrationskontrollen lå.

Af de godt 5.5 millioner emigranter, der ankom til Amerika mellem 1820 og 1860 ankom langt de fleste til New York, nemlig 3.7 millioner. New Orleans modtog 550.000, Boston 380.000 og Philadelphia og Baltimore med omkring 250.000 hver. Indtil 1855 havde modtagelsen af de nye amerikanere været en formalitet. Myndighederne var mest interesseret i at få sendt emigranterne videre til deres endelige mål. Men i 1855 blev det gamle fort Castle Garden, der indtil da havde været cirkus, indrettet til modtagelsesstation. Nu blev der lagt faste rammer om modtagelsen, der kunne omfatte op til 4000 personer om dagen i højsæsonen. Nu var det ikke alle og enhver, der kunne komme ind. Mentalt syge, krøblinge, blinde, folk med smitsomme sygdomme og de helt fattige, der blev anset som en belastning for systemet blev afvist. Castle Garden var modtagelsesstation indtil 1892, hvor Ellis Island tog over. Forholdene blev bedre for emigranten, men det var ikke alle der kom til at se det sådan. Ellis Island blev også kaldt "Tårenes Ø" eller "En blanding af Alcatraz og Djævleøen". Disse og mange andre dystre betegnelser var udtryk for de voldsomme følelser og spændinger, der sad i folk efter ugers eller måneders rejse. Og betingelserne var hårde. Emigranterne havde gennemgået de undersøgelser, som de skulle igennem endnu engang på Ellis Island, tre gange før. Første gang var der tilbage i Europa, hvor politilægen undersøger, anden gang ombord på skibet, hvor skibslægen gennemgår undersøgelsen. Tredje gang er det karantænedoktoren, men selvom emigranten er kommet igennem alle disse tjek og blevet godkendt er det ikke sikkert at de kom igennem det sidste. Det er mange gange sket, at de på trods af de andre godkendelser er blevet afvist i den sidste. Men det ved emigranten ikke. Han kender ikke betydningen af de fire gange A, B, C og D, som alle føres bort fra lægen, men fører til vidt forskellige dele af bygningen og ofte betegner hans dom. De fire gange betyder følgende:

A: Godkendt
B: Føres som tvivlsom til nærmere undersøgelse.
C: Tilbageholdes til observation
D: Tilbagesendes.

Det er hårde betingelser det er der ingen tvivl om. Det sker, at en familie bliver delt. En mand bliver sendt af D, mens hans kone og børn bliver gennet ind af gang A. Et barn føres af gang C, mens hendes mor går af gang A. Myndighederne var nådesløse, men regler var regler.

Danmark havde indført en emigrationslov i 1868, hvilket betød at emigranten blev beskyttet mod overlast og udbytning under overfarten. Der blev skrevet kontrakt med hver enkel udvander. De faste forhold og regler betød også at det var meget få, som blev afvist da de endelig kom til Amerika, da de allerede var grundigt undersøgt.