IMM

IMM

International Mercantile Marine

Galleri

IMM

James Pierpont Morgan. Navnet der i begyndelsen af århundredet var indbegrebet af magt. Morgan, der havde et af de største jernbane imperier i Amerika, ønskede at styre kampen om passagerne på Atlanten. Derved havde han mulighed for, at kombinerer to af verdens mest mægtige forretninger.

Morgan blev født i 1837 i Hartford, Connecticut. Hans uddannelse, der bl.a. førte ham til Göttingen i Tyskland, gav ham mulighed for at starte, som revisor i et bankfirma. 4 år senere startede han sit eget bankfirma, der gennem fusioner blev et af de største bankimperier i verden ved århundrede skiftet.
Morgan havde fået forbindelse med International Navigation Company (INC), som var ejerne af American Line og Red Star Line. INC var interesseret i at støtte Morgan i sin ambition om at skabe et kæmpe amerikansk ejet syndikat, der netop skulle forbinde jernbane og skibsfart. Dette syndikat skulle bestå af amerikanske og britiske rederier. Ud over INC, var det irske skibsværft Harland and Wolff også interesseret i at blive en allieret til et sådant syndicat, og netop det, gav Morgan en god chance for at gøre noget ved det, da Harland & Wolff havde gode forbindelser til de største rederier i Europa. H & W forbandt Morgan med rederier som White Star Line, der var en af forgængerne for de luksuøse skibe, Hamburg-Amerika Line og det tyske Norddeutsche Lloyd. I 1901 skrev rederierne under på aftalen og IMM, International Mercantile Marine, var født.

Det betød nu, at IMM bestod af følgende rederier:
• American Line
• Leyland Line
• Atlantic Transport Line
• Red Star Line
White Star Line
• White Star-Dominion Line


Aftalen betød at de forskellige rederier stadig opererede individuelt og uafhængigt, men kapitalen tilhørte Morgan, der derfor også kunne vælge og vrage mellem skibene i de respektive flåder, så han f.eks. kunne tage et skib fra et rederi og sætte det under et andet rederi. Til gengæld kom pengene til nye skibe også fra ham.

For IMM, var White Star Line et af de mest lukrative aktiver overhovedet. Rederiet var i høj prioritet hos Morgan, der altid følt sig tæt knyttet til White Stars skibe, hvilket også betød at White Star mønsterrederiet for IMM. White Star fik simpelt hen overdraget de bedste og største skibe.

Måske netop derfor var det Bruce Ismay, adm. Direktør hos White Star Line, der fik tilbudet om en direktør post hos IMM og dens tilhørende selskaber. Morgan havde også forsøgt at overtage det andet store rederi i England, nemlig Cunard Line, der havde verdens største skibe, Lusitania og Mauretania, som begge havde haft det blå bånd. Desværre for Morgan, var alle tilbud og kontakter blevet afslået. Grunden hertil var, at den engelske regering ikke gerne så de to største rederier skifte til amerikansk ejerskab. Forholdet mellem England og Tyskland havde længe ulmet og den engelske regering så udsigter til krig. Hvis både White Star Line og Cunard Line skulle gå til amerikanske ejere, frygtede englænderne at skibene ikke kunne være til rådighed i tilfælde af en krig.

Cunards kæmpe linere, samt udviklingen af Hamburg Amerika linerne Amerika og Kaiserin Auguste Victoria gav Morgan blod på tanden, til at bygge tre kæmpe linere, der skulle blive over 100 fod længere og over 14.000 tons tungere end Lusitania og Mauretania. Skibene skulle være en forbedring af de allerede velprøvede og testede "Big Four" fra White Star Line. Ejerne skulle i øvrigt også være White Star.
Under Morgans accept blev planerne til de tre linere skabt: Klassen kom til at hedde Olympic-klassen og navnene på linerne blev Olympic, Titanic og Britannic.

Indtil krigen brød ud gik alt godt for IMM. Efterkrigstiden, derimod, skulle vise sig at være en meget svær tid. Passagertrafikken, der afhang meget af emigrationen til Amerika, var usikker. Der var inflation i udgifterne for skibsbygning, der var mangel på byggematerialer og arbejdskraften vaklede. Kort sagt var IMM i financielle problemer og ikke så magtfuld mere, hvilket udmøntede sig i, at syndikatet kun leverede to nye skibe til White Star Line efter krigen. Begge blev sat på ruten på den canadiske service.

IMM's nye præsident, P.A.S. Franklin, der havde overtaget efter Morgans død i 1913, havde længe gået og tænkt på at sælge White Star Line, pga. den ugunstige situation, og i november 1926, solgte IMM, White Star til den britiske forretningsmand Lord Kylsant, der i 1924 havde overtaget Harland & Wolff, efter Lord Pirries død.
I efteråret 1926 opsagde IMM kontrakten mellem dem og Harland & Wolff, der ellers havde holdt siden IMM's stiftelse i 1901, pga. store uoverensstemmelser mellem de to firmaer.